Hej kære læser.
Som første indlæg under kategorien “Bryllupsplanlægning” vil jeg da lige starte ud med at skrive om dagen, hvorpå min kære kæreste satte sig på knæ i Norges bjerge og friede til mig med en sten.
Turen havde været planlagt længe. Vores dejlige søn blev passet hos farmor og farfar og vi havde taget bilen til Rondana i Norge, hvor vi tog revanche på sidste års mislykkede vandretur.
Vi havde lige pakket teltet sammen efter at have haft vores første overnatning med den dejligste udsigt. Vi havde spiste en god portion morgenmad, som vi havde med hjemmefra og var klar til vandre dagens ca. 17 km. Jonas havde på forhånd målt op på et kort, hvor lang ruten var. Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at have tiltro til ham med sådan noget! Jeg ved jo udemærket godt at han ikke er god til det og jeg så ham ovenikøbet måle ruten. Han tog sin tommelfinger og lagde hen over målepennen i hjørnet af kortet og fandt ud af at hans tommelfinger målte ca. 2 km på kortet. Derefter placerede han hurtigt og løst sin tommelfinger hen langs vandrestien på kortet og talt 17 km. Der er ikke taget udgangspunkt i, at stien ikke er helt lige, da det er bjergterræn, der er ikke taget højde for stigninger og opmålingen var på ingen måde god nok til at blive godkendt noget sted, men alligevel tænkte jeg ikke videre over det og regnede med at vi skulle gå ca. 17 km.
Det var en hyggelig tur. Taskerne var åndsvagt tunge. De vejede ca. 20 kg pr. stk. og inden længe begyndte min taske at gnave på hoften. Det prøvede jeg også sidste år og jeg fandt også dengang ud af, at det er et smertehelvede jeg skal have overstået og så når jeg derud, hvor jeg ikke længere kan mærke min hofte og så har jeg faktisk først problemer, når jeg har sat tasken fra mig under pauser og skal have den på igen. Det gør simpelthen så ondt det første stykke tid efter en pause.
På starten af denne dags vandretur fandt Jonas en trekantet hvid sten på størrelse med en håndflade både i areal og tykkelse. Han sagde at han gerne ville have stenen med hjem. Jonas har noget med sten og det ved jeg godt. Han skal altid have sten med hjem, når vi er nogen steder, men helt ærligt! Jeg slæber sku ikke på den sten! Det er da 100 % unødig vægt! Han kom den i sin egen taske og vi gik videre.
Vi vandrede længe og blev overhalet af en masse mennesker, som havde meget lidt oppakning med. Vi havde nemlig valgt en rute, hvor man kan gå fra by til by og overnatte i hytter, men vi havde selvfølgelig valgt at slæbe telt, soveposer, pulvermad osv. med, så vi kunne spise ringe mad og sove elendigt på et hårdt underlag inden vi skulle vandre videre næste dag. Bare for at få hele oplevelsen med. Vi startede med at gå og snakke og hygge, men det blev efter nogle timer til, at vi primært advarede hinanden ved større udfordringer på stien, vi snakkede praktisk, når Jonas skulle hjælpe mig hen over store udfordringer og ellers gik vi bare i hver vores verden og nød naturen og freden. Det var fedt at se hvordan naturen ændrede sig fra nordsiden af bjergene med udelukkende sten og klipper til sydsiden af bjerget, hvor vi pludselig følte at vi var midt i junglen. Terrænet blev noget hårdere da vi kom på sydsiden af bjerget. Der var langt flere sumpede områder og store vandpytter og pludselig var der en masse træer vi også skulle udenom og over. Det skal lige siges at vi ikke nåede til sydsiden sidst vi vandrede. Vi måtte vende om pga. dårligt vejr og mangel på mad. Vi nåede et meget stort fald, hvor det var hårdt at gå ned. Vi var næsten på toppen af et bjerg og skulle ende nede i en dal. I et bjergterræn er der ikke indrettet med komfortable trapper og et sådan fald består derfor af skråninger med grus og mindre løse sten eller store sten, hvor det er som at gå ned ad en trappe med ekstremt overdimensionerede trin. Det kan være hårdt at gå langt på denne måde, men med yderligere 20 kg på ryggen er det ulideligt. For hvert skridt man tager ned fra en sten knækker benene sammen og det gør ondt helt ude fra tåspidserne og helt oppe i hovedet.
Vi kom endelig ned for enden af bjerget. Det var et fantastisk sted at lande og et fantastisk sted til en velfortjent pause. Der var et vandfald med virkelig meget kraft i, vi kunne lige få fyldt vandposerne i taskerne og sætte os og nyde de æbler vi havde taget med. Vi havde taget æbler med, fordi jeg får en vild trang til æbler, når jeg vandrer. På vores første vandretur gik jeg og drømte og snakkede om æbler i to dage og jeg kunne på det tidspunkt have givet hvad som helst, for at få en bid af et grønt syrligt æble. Det var fantastisk at sidde der ved vandfaldet og kigge på den lille bro der var bygget henover. Hvad der var mindre hyggeligt var at se på det næsten lodrette bjerg på den anden side af vandfaldet, som vi skulle op ad efter pausen. Som vi sad der og nød stilheden og naturen, brød Jonas pludselig tavsheden, da han gerne ville have taget et billede. Ja, jeg havde rendt rundt med hans flere kg tunge 10.000 kroners kamera i min rygsæk hele turen. Jeg mener at det er unødig vægt, men han finder sit kamera meget vigtigt og der var tilfældigvis ikke plads i hans taske og så er det jo også meget nemmere, at jeg har det, da han så kan komme til det uden at vi skal have tasker af hele tiden. Når vi vandrer, skal vi nemlig stoppe ved ca. hver 150 m og tage endnu et billede af bjergene, nu fra en ny vinkel!
Jonas fandt sit kamera frem og beordrede mig hen på en afsats foran vandfaldet mens han prøvede at sætte kameraet, så det kunne selvudløse og vi kunne få et fint billede af os sammen foran vandfaldet. Jeg var ret smadret, men jeg vil jo egentlig også gerne have det billede, så jeg gør selvfølgelig som han beder mig om. Jeg står og kigger mig omkring på den placering han nu har beordret mig hen på, da han pludselig afbryder freden og beder mig rykke mig hen på en anden afsats. Jeg går derhen og får med det samme at vide, at det ikke duer og jeg skal placere mig et tredje sted. Han får kørt mig godt og grundigt træt ved at blive ved med at flytte rundt på mig til jeg til sidst siger til ham, at han skal beslutte sig og få taget det skide billede, for jeg vil gerne videre og jeg gider simpelthen ikke at kæmpe så meget for et skide billede. Efter mit udbrud mener han også at have ramt den perfekte position, men hvad er så det? Der ankommer flere vandrere til vandfaldet, som placerer sig lige i kanten af billedet og begynder at smide tøjet, da de lige skal en tur i vandet. Jonas tager kameraet op og siger at vi må vente til de er gået. “Ikke om jeg gider, så bliver der ikke taget noget billede” siger jeg og går hen mod ham. Han stopper mig hurtigt og sætter kameraet ned igen. Han spørger om jeg er klar og trykker så på kameraet. Han styrter hen til mig og før jeg når at tænke noget som helst sidder han på knæ foran mig med den trekantede hvide sten han samlede op først på turen. Han fortæller mig, at jeg er hans drømmepige, at han vil dele resten af livet sammen med mig og at han er lykkelig. Han siger at han elsker mig og spørger mig så om jeg vil gifte mig med ham.
Det er egentlig noget underligt noget at stå i sådan en situation. Det er så stort, at jeg ikke helt kan finde ud af at beskrive det. Det er en kærlighedserklæring på højeste plan og her sidder der en mand nede på jorden foran mig og sætter alt til side for at spørge mig, om jeg har lyst til at dele resten af livet med ham. Jeg tror at når man kommer i sådan en situation, så svarer man instinktivt og med hjertet. Jeg blev så overrasket og så glad, at jeg ikke helt kan huske at jeg svarede, men jeg ved at jeg svarede ja og det føltes rigtigt.
Turen videre op ad bjerget var lige pludselig slet ikke så hård. Jeg plaprede løs på resten af turen om det bryllup vi skulle holde. Vi snakkede om dato, ønsker, forestillinger, placering osv. og pludselig havde turen taget en drejning jeg slet ikke havde set komme.
Der sidder sikkert nogle og tænker: “Hvorfor friede han med en sten og ikke en ring, som man normalt gør?” Jeg fik selvfølgelig også historien omkring ringen. Jonas gør ikke noget halvt. Han ville gerne selv designe ringen og fandt derfor et sted i Tyskland, hvor dette kunne lade sig gøre. Han har fået den lavet i 95 % platinium med den støste diamant, som det var muligt at have siddende. Han havde bestilt ringen to måneder forinden, da han jo havde forberedt at ville fri til mig på vandreturen. Den var blevet forsinket i produktionen og selve forsendelsen til Danmark tog også lang tid. Han havde bestilt den med levering hos sine forældre, men da hans navn ikke stod på postkassen, blev den sendt tilbage til Tyskland igen. Han nåede derfor ikke at have den med.
“Og hvad har du så gjort med stenen?” Den ligger til pynt i mit soveværelse. Ovenpå stenen har jeg placeret den ring jeg fik af Jonas til min første fødselsdag sammen med ham.
“Hvor lang var turen, hvis den ikke var 17 km?” Den viste sig at være lige over 24 km. Dagen efter skulle vi vandre ca. 11 km ifølge Jonas. Denne viste sig at være 18 km.
Nu er det tid til at planlægge vores bryllup. Datoen er sat. Det bliver september 2018. Jeg ved godt at der er mere end et år til og at det derfor falder udenfor traditionerne. Men det er der vi gerne vil have det. Det er der vi tænker at vi har penge til det og det er der det passer bedst ind i vores liv.
Jeg håber at du vil følge bryllupsplanlægningen her på bloggen og du er altid velkomne med kommentarer og inputs, både på dette indlæg, men også på alle de fremtidige.
Tak fordi du læste med!
