Hej kære læser.
Musikken til et bryllup synes jeg selv er rigtig vigtigt. Jeg vil rigtig gerne have en, som selv synger og spiller, da jeg ikke er så meget til en DJ. Det er jo smag og behag. Men i vores familie er vi faktisk langt mere til festmusik som Bamses Venner, ABBA, Danser Med Drenge, Melodi Gran Prix hits gennem tiden og så selvfølgelig også lidt af det helt nye, end det der spilles fra en computer, som jeg selv kan gå ind og finde på diverse musiktjenester.
I min familie (på min fars side) har vi, lige så mange år jeg kan huske, brugt den samme festmusiker. Ikke at der er nogle der er i familie med ham eller kender ham på nogen særlig måde. Jeg ved egentlig heller ikke om han kan huske os fra gang til gang eller hvordan vi er startet med at bruge ham, men han bliver ihvertfald altid valgt. Jeg snakkede med ham til sidste fest i efteråret 2016 og hørte om mulighederne for at få ham til at spille til vores bryllup. (Ja, vi har været forlovet noget tid, men økonomien har simpelthen gjort, at vi ikke har kunne holde traditionen med at blive gift indenfor et år). Han fortalt at han var ret booket i det meste af 2017, så det er heldigt ,at vi først skal giftes i 2018. Da vi for nylig fik fastsat datoen, kontaktede jeg ham igen med den specifikke dato og han var heldigvis ledig. Så vi har modtaget en kontrakt, som vi skal underskrive og sende retur og så er musikken fundet til brylluppet.
Det er sådan, at man oftest betaler for et antal timer, og hvis man så ønsker længere tid, kan man betale ekstra inden den store aften. Beslutter man sig på aftenen for, at han skal blive længere, så er det selvfølgelig oftest muligt, men det er så et højere beløb man betaler pr. time for at være impulsiv. Så når man nu oftest kender sin familie rigtig godt og ved om de er festaber til den lyse morgen eller de plejer at stoppe kl. 01:00-agtigt, så planlæg musikken efter det. I vores familie kan det svinge helt enormt meget, somme tider går de tidligt og somme tider bliver de ved i en uendelighed, så vi har valgt at musikeren skal spille den standardtid man normalt betaler for, som hedder 7 timer, så han starter kl. 18:00 og slutter kl. 01:00. Vi har så en back-up i en computer og nogle højtalere sat op, hvis det viser sig, at vi bliver ved, som vi formentlig gør. Jeg vil på forhånd lave en playliste, så der ikke skal vælte fulde mennesker rundt ved computeren og spille alt muligt musik, som overhovedet ikke passer til temaet.
Jeg ved ikke om det gælder alle musikere, det gør det helt sikkert ikke, men denne musiker vi har valgt, har indvilliget i at synge en speciel sang, som vi har ønsket og som betyder meget for os. Det er ikke en han før har sunget eller har øvet på, men som han selv sagde, så har man lov at ønske sange. Hvis han har tid til at lære dem og han kan se en fordel i at lære den, fordi han kan bruge den til andre fester, så vil han meget gerne gøre det. Denne sang er heldigvis en meget normal og kendt sang, så den kommer til at blive spillet til vores bryllup. Det glæder jeg mig virkelig meget til!
Hvis der er nogle der ønsker navn og nummer på den musiker vi har valgt til vores bryllup, så må I meget gerne skrive til mig. Så vil jeg prøve at kontakte ham. Jeg har herunder lagt nogle andre muligheder op, som du kan kigge på:
- Festbands til bryllup
- Festmusikere
- DJ’s
Nu er det tid til at finde et sted at holde brylluppet, gerne i nærheden af kirken. Stedet skal opfylde nogle krav jeg har til mit bryllup. Du kan læse mere her. (Link kommer snarest)
(Indlægget indeholder affiliatelinks)