Hej kære læser.
Jeg vil starte med at sige, at dette indlæg har været lidt undervejs. Jeg har vippet lidt mellem “Skal, skal ikke”, da det er endt med at blive enormt personligt og jeg smider det jo faktisk ud til hele verden. Men jeg håber at du vil tage godt imod det og bruge det til inspiration til at forsøde dit forhold, hvad enten det er helt perfekt eller kunne trænge til et lille pift.
Til tider føler du måske, at dit forhold er gået helt i stå, at andre mennesker ser ud til at have det meget bedre i deres forhold end du har i dit. Jeg er ikke psykolog eller parterapeut og har af den grund ikke en masse teoretisk viden om, hvordan man løser dette problem. Til gengæld har jeg praktisk taget været i forhold siden jeg var 14 år gammel, hvilket svarer til, at jeg nu har været i forhold i over 14 år, altså mere end halvdelen af mit liv. Jeg har efterhånden lært lidt om at være i forhold og lært nogle af de små ting, jeg kan gøre i hverdagen, for at gøre det hele en smule bedre.
Med ovenstående siger jeg ikke, at mit forhold er en dans på roser, bare fordi jeg har erfaring med det. Jeg ved godt, at det giver plus på kontoen, at gøre noget godt for min partner, men det er ikke ensbetydende med, at jeg altid gør det. Jeg har ikke opskriften på det perfekte forhold, men jeg kender min partner og jeg ved derfor, hvad jeg kan gøre, for at gøre ham gladere i hverdagen. Det kræver overskud, at gøre noget for sin partner og samtidig giver det ham overskud, at jeg gør ting, som gør ham glad, som selvfølgelig resulterer i, at han også gør mere for at gøre mig glad. Men et forhold er hårdt arbejde og det kræver, at man bliver ved. Det er nemt i en travl hverdag med fuldtidsjob, børn osv. at glemme hinanden.
Vi har været der. Vi har glemt hinanden i en lang periode, hvor det bare er gået ned ad bakke. Vi nåede derned, hvor vores parforholds fundament gik i stykker og der var mere had end kærlighed i hverdagen. Jeg har været derude, hvor jeg har gjort vores forhold forbi. Af ren frustartion over at have det skidt og ikke kunne se en anden løsning, har jeg sluttet det. Faktisk flere gange. Jeg kunne kun se hårdt arbejde uden ende foran mig. Jeg syntes, at jeg havde prøvet, men jeg blev enig med mig selv om, at vi bare var for forskellige og aldrig ville kunne få det til at fungere. For første gang i mit liv oplevede jeg, hvad det ville sige, at hade et andet menneske. Jeg kunne være mig selv, når jeg var uden ham, men når jeg så var sammen med ham, så gjorde jeg mit ypperste for at undgå at snakke til ham og undgå at være i nærheden af ham, for at undgå de uendelige diskussioner og samtaler, som alligevel ikke førte os nogle steder hen. Jeg var ikke i tvivl om at han havde det på præcis samme måde, men Jonas er heldigvis meget forskellig fra mig på det punkt, og han ser det ikke som en mulighed at gå hver til sit. Han har gjort sit ypperste for at lære mig at snakke om tingene, som jeg ellers aldrig har gjort, inden jeg mødte ham. Han har gjort alt for at banke ind i hovedet på mig, at det ikke er en god løsning at skride fra det hele. På det punkt kommer vi fra to vidt forskellige verdener, hvor min familie er præget af mange skilsmisser, det er hans familie på ingen måde. For hver gang jeg gik fra ham, fandt jeg også ud af, at der ikke var andre steder, hvor jeg hellere ville være. Det er jo ham, jeg gerne vil være sammen med, jeg kunne bare ikke overskue den lange vej tilbage til en tid, hvor vi kunne have det godt.
Jeg er ikke helt sikker på, hvornår det vendte og hvornår vi begyndte at have det bedre sammen. Jeg kan ikke udpege en bestemt dag eller en bestemt periode, men det vendte og i dag har vi det meget bedre, end vi tidligere har haft. Vi er stadig ikke der, hvor vi har potentiale til at være, men vi er rigtig godt på vej. Det er en hård kamp, at kæmpe sig op fra bunden, men vi er beviset på, at det kan lade sig gøre. De fleste forhold slutter, når de når det punkt vi nåede, og mange slutter helt sikkert også før, men det er det hele værd og det gør kun forholdet stærkere, at man klare sig igennem og kommer ud på den anden side.
En af de tiltag, vi gjorde i vores forhold, var at indføre en ugeplan, hvor vi hver især kunne vælge 15 ting at sætte på, som vi godt kunne tænke os den næste uge. Jeg skrev fx, at jeg gerne ville have massage, et stort kys, et kram, en sød sms, osv. Jeg skrev mine ønsker på de dage jeg gerne ville have det og det var så Jonas’ opgave, at sørge for at opfylde mine ønsker. Han valgte også 15 ting, som blev skrevet på ugeplanen, som jeg skulle sørge for at gøre for ham. Denne tavle sørgede for, at vores forhold blev vedligeholdt og vi hver dag gjorde noget for hinanden. Bare det, at Jonas var opmærksom på tavlen og gjorde, hvad jeg havde ønsket, hjalp mig til at indse, at han faktisk skænkede mig en tanke hver dag. Det betød næsten mere end den ting, han så gjorde, fordi jeg havde skrevet det. På den måde blev vi stille og roligt en lille smule mere nære i vores forhold.
Har du brug for, at der skal ske noget i dit forhold, så kan denne enkle lille ting måske hjælpe jer lidt på vej. Du kan fx skaffe et whiteboard og opdele, som jeg har gjort. Så bliver I enige om, hvor mange ønsker I hver især må sætte på. Det kan fx være 7, én til hver dag. Det kan være 15, som vi gjorde, men så er det også en god blanding af små og store ting eller hvad I nu synes og så skal I hver uge skiftes om at skrive først, da den anden skal tilpasse ønsker. Det duer ikke at den ene ønsker halvandentimes full body massage fredag aften og den anden så ønsker noget andet, som tager vildt lang tid eller kræver meget forberedelse, eller hvad I nu måtte finde på.
Jeg håber meget, at dette kan hjælp dig og jer til på vej til en bedre hverdag med din partner.
Tak fordi du læser med.
(Indlægget indeholder affiliatelinks)