Hej kære læser.
Her ser du en ret som vi laver meget ofte herhjemme. Det er en ret jeg har lært af min fars ekskone, som har lært den af kollega. Jeg er ikke helt sikker på, hvor rettet stammer fra, men den har været fast i mit liv, som pasta med kødsovs er i mange andre familier. Selvom retten hedder thaimad, så er det også en af min søns yndlingsretter, da du selv bestemmer, hvor stærk du vil have den.
Til opskriften skal du bruge: (familie på 4)
- 2,5 dl ris
- Kokosolie
- 3 kyllingefileter
- 1 kokosmælk
- Rød karrypasta
- Ingefærspulver
- Fiskesauce
Salat:
- 1 mango
- 1 peberfrugt
- 1 æble
- 1 bundt forårsløg
- 1/2 glas mango chutney
- saften fra 1/2 citron
Opskrift:
Kom risene i en gryde med 5 dl vand (dobbelt op på mængden af ris). Lad vandet komme op og koge og sluk så for blusset. Ved keramisk slukkes med det samme, ved induktion eller gas, lad da risene koge i 3 min inden der slukkes.
Kylling skæres i tern og steges i kokosolie i en wok i 2-3 min. Kødet skal ikke være gennemstegt og må gerne stadig være lidt ufærdigt. Kom kødet på en tallerken og gem til senere. 1/3 af kokosmælken hældes i wokken sammen med rød karrypasta. Her tilsætter du mængde efter hvor stærk du vil have den. 1 tsk. er ikke stærk, 3-4 tsk. er noget stærkere. Ønskes retten endnu stærkere, kan tilsættes en finskåret stærk chili. Lad retten koge i 2-3 min og tilsæt da kødet. Steg i 2 min og tilsæt resten af kokosmælken. Smag til med ingefærspulver og fiskesauce.
Skær mango, peberfrugt og æble i tern. Skær forårsløg i skiver. Tilsæt mango chutney og citron og rør rund.
Retten kan serveres med salat ved siden af. Jeg er dog aller mest til at blande det hele sammen.
Fortæl gerne om din oplevelse med retten.
Velbekomme!