I går var vi på Naturskole i Borup. En helt uforglemmelig tur med mine to kære og nogle venner.
Vi startede med at møde to hardcore dyreelskere med nogle lidt anderledes kæledyr end jeg er vant til. De havde vidst taget dem alle sammen med i diverse kasser. Der var bl.a. en rød lille slange, en sort lille slanger og nogle meget stooore slanger. De havde en fugleedderkop, en skorpion, to dyr, som jeg ikke lige ved hvad var, men lignede meget små og lyse pinsvin og en skægagama. Da jeg først så dyrene var jeg, som de fleste andre, ret skeptisk. Men alligevel, så sad manden bare der med sin lille søde slange, der kærligt snoede sig om hans arm. En anden lille dreng stod og aede slangen og min søn var også meget interesseret. Så kyllingemor forsvandt og jeg tog mig sammen og rørte ved den lille slange. Gud, hvor er den bare lækkert og blød at røre ved! Fik jo helt lyst til selv at holde den! Men jeg overbeviste mig selv om, at det var en naturskole for børn, så jeg lod børnene komme til og ae og holde og gik så videre og kiggede på de andre dyr.
Vi stødte straks på denne meget store slange, som snoede sig omkring en kvindes krop. Hun fortalt at den vejede 6-8 kg. Det tænker jeg er meget, men den føles sikkert ikke så tung, da den jo ligesom holder sig selv fast og fordeler sin vægt på hele hendes krop. Hun fortalt, at hvis den nu besluttede sig for det, så kunne den faktisk klemme livet ud af hende, selvom hun ikke var en helt lille dame. Det havde hun aldrig prøvet, men skulle det en dag ske, så gælder det om at forvilde sig ind under noget iskoldt vand. Det kan slanger ikke lide, så de slipper taget. Det er måske en meget god viden at have, hvis man en dag skulle støde på en kvælerslange og man tilfældigvis også har mulighed for at dumpe sig selv ned i iskoldt vand, så har man måske en chance!
Men ihvertfald var Markus ret vild med denne store slange. Han synes den var meget spændende og den skulle helt sikkert lige undersøges og træktestes og jep, den sad ret godt fast på kvinden!
Vi kiggede videre og stødte på en skorpion. Her var Markus lidt mere tilbageholden, men mor fik lov at holde! Den flinke ejer fortalt, at hvis man skulle blive slukket af skorpionens hale, så var det ikke farligere end et hvepsestik, men det var som at få et slag med en hammer ned over hånden. Han havde godt nok aldrig selv prøvet det, men det var, hvad han havde hørt fra andre. Jeg blev ligesom mere og mere tryg ved at være sammen med disse mennesker og alle deres dyr, da de blev ved at nævne alt det farlige, som de aldrig selv havde prøvet. Det måtte da være en god ting.
Ved siden af skorpionen var buret med fugleedderkoppen. Han fortalt, at den var enormt blød og lækker at røre ved og det var sådan noget man bare skulle mærke. MEN HER satte jeg grænsen! NEJ! Jeg skal ikke hverken holde eller røre ved en fugleedderkop. Jeg er helt sikker på, at jeg sagtens kan holde den og jeg ville sikkert også have det okay med det, men hvis jeg kender mig selv ret, så har jeg mareridt de næste otte år om, at denne her edderkop ikke er kommet tilbage i buret efter at jeg holdt den, at den har sneget sig ned i min taske og ligger på min hovedpude om natten eller hvad ved jeg.. Så vi gik pænt videre efter at have hilst på den meget store edderkop gennem glasset.
Vi gik længere ned ad hovedstien og kom til et bål med nogle borde på den ene side. Vi gik hen og kiggede og fandt ud af, at her var der mulighed for at lave fladbrød. Der var lagt klumper af dej op på et spækbræt, hvor man frit kunne tage. Længere henne stod et bord med nogle kurve med en masse grønt og spækbrædder med knive. Vi tog en klump dej og gik hen til bordet med det grønne. Til vores store overraskelse lå der mælkebøtter, skvalderkål og andet sjovt, som jeg aldrig har tænkt over, at man kan spise. En venlig dame kom over og fortalt os om forløbet med at lave fladbrød og fortalt om det forskellige spiselige ukrudt, som lå i kurvene. Vi tog lidt forskelligt grønt og hakkede, som vi havde fået at vide at man kunne. Vi æltede det grønne ind i dejen og gik videre til næste bord, hvor der lå kageruller og olievenolie til at færdiggøre brødene. I det vi var færdige og klar til at lægge brødene på bålet, kaldte en dame hen over pladsen, at det var tid til at slå med le og hive træer op, så hun pegede i en retning og alle folk gik den vej. Vi skyndte os at putte dejen ind i køkkenrulle og smutte efter folkemængden. Vi kom hen til et større område med meget højt græs og en masse mennesker. Her stod nogle mænd ude i det høje græs og slog med le. Jeg har set Bonderøven gøre det på fjernsynet, men jeg 
har aldrig set det i virkeligheden. Det var muligt at få lov at prøve, hvis man ville. Det var der virkelig mange, der gerne ville, så vi blev lige og kiggede lidt og kunne se på dem, der nu prøvede, at det var rimelig svært. Efter lidt tid gik vi videre, da de længere nede ad stien var ved at hive træer op med noget værktøj. Det kunne man også få lov at prøve og her var ikke lige så mange mennesker. Vi spurgte om Markus ville prøve, men til at starte med var det et blankt nej! Så så han en anden lille dreng hive et træ op og fik lidt mere mod på at prøve. Han gik over og hev et træ op og pludselig kunne man nærmest se blodet på tanden… Hver gang manden satte værktøjet ved et nyt træ, som skulle hives op ad jorden, stod Markus der med det samme for at hive det op. Vi måtte forklare Markus, at de andre børn også ville prøve, men jeg tror simpelthen, at de andre børn, i Markus’ øjne, var for langsomme. Der gik ikke et sekund fra manden spurgte om der var flere der ville prøve, til Markus atter hang i værktøjet. Vi blev så enige om at gå tilbage og få bagt det rå dej jeg stadig rendt rundt med i hånden.
Vi kom tilbage og smed brødet på en plade, som var henover bålet og her sad vi så og ventede på, at det blev færdigt. Da det var færdigt, delte vi brødet og fandt ud af at det faktisk smagte rigtig godt. Markus rendt rundt i nærheden af bålet og prøvede at fange nogle høns, så vi blev enige om, at vi godt lige kunne lave nogle flere af de lækre brød, inden vi gik videre. Det blev nærmest til en hel frokost og lækkert var det!
Efter at have spist, fik vi at vide, at det nu var tid til at skulle ind til bierne. Der blev udleveret specielle jakker med net over hovedet, som man skulle have på, for at komme med derind. Det passede absolut ikke Markus at skulle have sådan en på, så vi måtte blive udenfor og stå et stykke derfra og kigge. Det viste sig, at den meget flinke biavler kom hen til os og forklarede, hvad han gjorde og hvorfor, så det gjorde egentlig ikke så meget. Vi gik ikke glip af noget. Vi fik oveni købet en plade med frisk honning, som vi var meget velkomne til at smage på. Vi tog pladen med hen til et bord, hvor den kunne ligge til fri smagning. Det var så her vi fandt ud af at Markus er elle vild med honning. Han var nærmest ikke til at tvinge væk fra pladen.
Efter besøget ved bierne, gik vi tilbage til bålet og lavede lige de sidste tre brød. Mit var lidt længe om at blive færdigt, så de andre havde faktisk rejst sig og var begyndt at gå videre. Jonas havde lige snittet et spyd til mig, så jeg kunne få mit varme brød med i hånden.
Vi sluttede af med at lege med børnene på en stor træstamme inden vi gik tilbage til bilen, for at køre hjem. En dag jeg sent vil glemme og en oplevelse jeg helt sikkert ikke ville have været foruden. Dejlig måde at bruge sin lørdag på og det kan helt klart anbefales at besøge naturskolen i Borup, specielt næste gang, der afholdes et lignende arrangement.
Tak fordi du læste med.